Himmerige for heste - sep. 00Hestene i
Enghøjs Ponyclub har de bedst tænkelige forhold
Af Helene Kemp, Dyrenes
Beskyttelse
De arbejder ni
uger om året. De har 30 tønder land at tumle sig på. Og om vinteren
kan de selv bestemme, om de vil være ude eller inde. Sådan lever de
35 heste på Enghøjs Ponyclub. Efter 27 år med en mere traditionel
rideskole, tilbyder ægteparret Jan og Mirjam Sarp nu rideferier, der
på alle måder tager hensyn til hestenes og rytternes trivsel. Enghøj
ligger på det naturskønne Røsnæs, og rideturene går gennem
oprindelig dansk urskov over marker og ned til stranden, hvor der er
udsigt til Samsø og Sejerø. Netop
fordi hestene kun bliver brugt i skolernes påske-, sommer og
efterårsferie, har Jan og Mirjam kunnet indrette foldene og stalden
på hestenes betingelser. Betingelser, der giver hestene mulighed for
at udfolde deres eget liv, og som samtidigt gør hestene sjovere at
kigge på. En lille men klog rød vallak står side om side med et
muskelbundt. Hver for sig ville de ikke få meget respekt, men sammen
styrer de flokken af vallakker. Pludselig sætter hestene af, og hele
flokken galoperer hen over bakkerne og de åbne vidder.
Heste er sociale
steppedyr På konstant vandring
efter nye frodige græsmarker. Altid sammen med flokken. Sådan er et
naturligt hesteliv. Tamheste minder meget om vildheste, og også de
har et stort behov for kontakt til andre heste og for at kunne
bevæge sig meget og frit. Her på Enghøj er hestene inddelt i tre
grupper – store vallakker og ungheste, små vallakker og hopper. Hver
gruppe har en græsfold på ti tønder land, og på hver fold er der
træer, buske og dale, der giver læ og bakketoppe, hvor hestene om
sommeren stiller sig op for at lade vinden blæse fluerne
bort. - Især de gamle heste har
fundet ud af, hvor det bedst kan betale sig at stå, fortæller Jan.
- Det er naturligvis de færreste
rideskoler og institutioner med dyr, der kan tilbyde hestene så
meget plads. Men hvis hestene i det mindste får lov til at gå to og
to på en mindre fold, så deres sociale behov blive dækket, er det
udmærket. Heste bør ikke være alene, forklarer Mirjam.
Derfor var ægteparret også nødt
til at finde på en løsning, da den 39 årige maskot Tex fik svært ved
at klare sig i den store flok. Alene skulle han ikke være. Så de
indrettede en mindre fold, hvor han nu nyder sit otium sammen med en
hoppe og hendes føl fra i år. -
Han foretrækker at komme ind hver nat, så det får han lov til. Men
om morgenen vil han ud igen, og det første han gør er at hilse på
hoppen og føllet, smiler Mirjam mens hun kigger over på
alderspræsidenten, der græsser fredeligt.
En
hestestald uden bokse Om
vinteren bliver de tre mindre porte mod syd i den store stald åbnet.
Så kan hestene selv vælge, om de vil være ude eller inde. Stalden er
delt i tre, så de tre grupper ikke bliver blandet og portene, der
vender mod læsiden, er altid åbne, så dyrene kan komme væk, hvis der
opstår gnidninger. -
Løsdriftstalden giver hestene den maksimale bevægelsesfrihed og
mulighed for social kontakt. Men man skal være sikker på, at
grupperne har etableret deres hierarki inden de kommer ind i
stalden. Ellers får de svageste heste ikke lov til at komme ind,
oplyser Mirjam - For at være
sikker på, at hver hest får den rigtige mængde mad og vitaminer,
binder vi hestene inden de bliver fodret. Men hestene kan helt
sikkert godt kan lide det. Så får de lige en times helt uforstyrret
ro. Samtidigt lærer de at stå bundet, supplerer Jan.
Løsdriftstalden er nem at
holde. Hver dag lægger ægteparret et tykt lagt friskt halm oven på
det gamle. Hestenes gødning holder stalden varm, mens halmen holder
underlaget tørt og lugtfrit. Om foråret kommer den lokale
maskinstation og kører møget væk. Nemt og bekvemt, men det skal
gøres med omtanke, understreger ægteparret. - Når vi har ridelejre, skal rytterne let kunne
komme til hestene. De skal kunne sadle og strigle dem uden besvær.
Så om sommeren er stalden indrettet som en traditionel stald, hvor
hestene står i hver sin boks. Til gengæld slipper vi dem løs på
foldene om natten.
Skal
ikke dø alene Selv om hestene
på Enghøj bliver meget gamle, sker det naturligvis, at en hest må
aflives. Før i tiden blev de kørt til hesteslagteren. Men aldrig
alene. Både ægteparret og en flokkammerat tog med, så hesten ikke
blev bange. I dag afliver Jan og Mirjam hestene på gården. Det
stresser dyrene mindst muligt. -
Vi har ikke noget imod at nogle spiser hestekød. Men transporten af
hesten bør foregå efter hesten er aflivet, mener Mirjam,
- Jeg forstår simpelthen ikke, at
nogle udsætter deres gamle ridehest for en lang rejse til Sydeuropa
bare for at tjene 2000 kr. ekstra.
Ægteparrets dyrevenlighed stopper ikke ved hestene. De spiser
gerne kød, hvis altså de ved, at dyret havde et godt liv og fik en
anstændig aflivning inden kødet endte på middagsbordet.
Hårdt arbejde
Der hviler en tyk landlig
idyl over Enghøj. Den lille gårdhund tager kækt imod, når man kører
op på gårdspladsen, hvor prydplanterne blomstrer i maleriske
krukker. Solen skinner fra den mælkehvide efterårs himmel og glimter
i det spejlblanke hav. Om morgen græsser rådyrene side om side med
hestene, fortæller Mirjam, mens hun serverer friskbagte boller. Men
man skal tænke sig godt om inden man kopierer ideen med ridelejre.
Bag den velholdte gård og de imødekommende heste ligger års erfaring
og mange timers hårdt arbejde, og en 14 timers arbejdsdag er mere
reglen end undtagelsen. Syv dage om ugen. Men Jan og Mirjam klager
ikke. Tværtimod. De nyder samtidigt freden og naturen på spidsen af
Røsnæs.
|